Lasagne - Enkelt og godt

By | 12/07/2010 1 comment
De 2 slags oste på toppen har gjort den rigtig sprød.
De 2 slags oste på toppen har gjort den rigtig sprød.
Vores lasagne er meget almindelig, og har ikke noget hokus pokus, der gør den meget anderledes. Opskriften er nok til at mætte 4 personer. Vi har taget inspiration fra forskellige opskrifter vi fandt på nettet, og gjort den til vores egen. Blandt andet, den her og den her. Der skal bruges:

- Hakket oksekød (450g)
- Hvidløg (2 fed)
- Løg (2)
- Hakkede tomater (2 dåser)
- Tomatpuré (1 dåse)
- Basilikum
- Lasagne plader
- Mælk (halv liter)
- Revet ost (Mozzarella) stor pose
- Revet ost (Parmesan) lille pose
- Salt og Peber


Det er en billig opskrift, da ting som hvidløg, løg, hakkede tomater, tomatpuré og rasp er billige. Basilikum kan man sagtens finde billigt i fx Netto eller Rema 1000. Man kan købe en stor æske lasagneplader så man har til flere gange. Mælk, salt og peber er almindelig ting at have i hjemmet. Det hakkede oksekød kan også findes i Føtex eller Bilka til en god pris. Det dyreste må nok være osten, normalt kan man købe en kæmpe pose revet mozarella (pizza topping) til en 20'er, og det er nok til den opskrift. Vi skal kun bruge en lille pose revet parmesan, og man kan normalt finde posen i alle supermarkeder til omkring 15 kr.

Vi starter med at lave en helt almindelig kødsauce.
1. Løg og hvidløg hakkes og svitses i olivenolie i en gryde. Derefter kommes det hakkede oksekød ned i gryden. Når kødet er blevet brunet, så kommes de to dåser hakkede tomater i, og imens hak en håndfuld basilikum og smid ned i gryden. Saucen bringes op til kog, og der kommes en hel lille dåse tomatpuré i, for at give den lidt konsistens. Saucen smages til med salt og peber, og ellers kan den stå og simre i lang tid, men minimum en halv time.

Mens kødsaucen simrer, kan vi lave bechamelsaucen klar.
2. I en gryde smeltes noget smør over svag varme. Efter smørret er smeltet kommes der langsomt mel i, vi laver en roux. PAS PÅ! at saucen ikke brænder på, meget vigtigt! Når smørret og melet har dannet en lidt babymad-konsistens, så hældes der ca. en halv liter mælk i, men gør det lidt af gangen, og rør rundt. Derefter bringes saucen op i kog, og der kommes det revede ost (Mozzarella) i gryden. Samtidig rører vi rundt og vi ved at der er nok ost i, når saucen er ved at blive lidt fast. Den kan stå og simre under rigtig svag varme i mens man gør klar til at lave lasagnen.

Et fad findes frem, der kan tåle en tur i ovnen.
3. Læg et lag af kødsauce i bunden, derefter lasagneplader, så alt kødsaucen er dækket. Et lag af bechamelsauce puttes på, og der må godt komme et lille lag af det revede ost (Mozzarella) på. Derefter kødsauce - lasagneplader - bechamelsauce - ost, indtil der snart ikke er plads mere. Lasagnetoppen afsluttes med lag af kødsauce og bechamelsauce. Det resterende af mozzarella'en drysses på, og den revede parmesan drysses også på, så der bliver dannet et lag med 2 slags oste.

4. Ovnen varmes op til 177 grader, og imens pakker man lasagnen ind i sølvpapir. Når ovnen er varm nok, så sætter man den ind i ca. 25 min. Efter de 25 min tager man sølvpapiret af og giver den endnu 25 min. Sådan! Den kan serveres til en enkel salat eller noget brød.

Der er masser af sauce i lasagnen. Der er ikke noget værre end tør lasagne.
Der er masser af sauce i lasagnen. Der er ikke noget værre end tør lasagne.
Nyere indlæg Ældre indlæg

1 comments:

Anonym sagde ...

Vil gerne prøve at lave det! Måske her i weekenden! Tak for oplysningerne :)